Oplevelser

Samsø er stedet hvor ferien giver mening
Samsø er en ferieø med fokus på natur, fællesskab og bæredygtighed. Her sænkes tempoet, og ferien leves i samvær med landskabet. Ballen og Nordby byder på lokalt liv, historie og ro.
Gå på opdagelse
Samsø er mere end et naturskønt postkort. Det er en ø, hvor natur, fællesskab og hverdagsliv går hånd i hånd. Her leves den grønne omstilling – stille, naturligt og med respekt for både Moderjord, mennesker og omgivelser. Samsø er nemlig mere end bare en dejlig ferieø. Ø-en er et stærkt internationalt foregangseksempel for vedvarende energi, der viser hvordan fremtiden kan se ud i praksis. Med Klimaferie.dk bor I midt i løsningen: i boliger med et velfungerende samspil mellem energitænkning, arkitektur og komfort, og hvor ferien nydes i samvær med naturen – ikke på bekostning af den.

Samsø. I samvær med naturen.

Den grønne omstilling er ikke noget, man behøver forklare eller forsvare – den mærkes. I landskabet, på cykelstierne, i de morgener, hvor roen får lov at fylde og aftenerne hvor naturens lyde synger solen i seng.
Her er boligerne tænkt ind i energisystemet, og øens løsninger er en del af en større helhed, hvor fremtiden skabes med omtanke. Samsø er kendt for sit stærke fællesskab og sin evne til at gå forrest – uden at larme. Vindmøller står side om side med marker, landsbyer og hverdagsliv. Ikke som statement, men som en naturlig del af øens måde at fungere på.
Når du holder ferie på Samsø, bliver du en del af et system, der skaber balance. Og måske mærker du det også i dig selv – som om tempoet sænkes, skuldrene falder, og ferien langsomt lader dine batterier op.

Ballen.

Ballen er Samsøs levende mødested. Et sted hvor øen åbner sig mod havet og den lille store verden.
Her samler havnen store og små både, mennesker og stemning i et roligt og uformelt tempo. Det gør havnen til det ideelle sted for en rolig gåtur eller et dejligt besøg med smuk maritim udsigt. Der er liv, uden larm. Ferie, uden forventninger. Du kan sidde med en is på kajen eller bare lade blikket følge horisonten – som HM Dronning Margrethe 2. opfordrede til i sin tid, foretage dig noget unyttigt. Det er noget af det bedste ved en ferie. At være ”unyttig” og tillade opladningen ske uden særlig tanke på noget.
Stranden ligger lige ved klimabyen og gør badeture til en naturlig del af dagen. Oplagt til en morgendukkert, et aften-dypp eller sand mellem tæerne på en forfriskende gåtur.
Ballen er kendt for sine butikker, indkøbsmuligheder og spisesteder. Her laves maden med omtanke, som oftest af lokale råvarer. Igen fordi Samsø passer på deres ø og samtidigt er ”et grønt eksperiment” som lykkes.

Med Klimaferie.dk har du Ballen tæt på samtidig med, at du bor midt i en beslutning om at ville naturen og feriere på dens præmisser.

Nordby.

Nordby er ikke bare en landsby. Det er resultatet af flere århundreders bevægelse, samling og overlevelse på den nordlige del af Samsø.

I midten af 1700-tallet var Nordby en af Danmarks største landsbyer. En opgørelse fra 1759 nævner hele 60 gårde og 59 huse samlet omkring gadekæret. Det var usædvanligt mange for en dansk landsby og forklarer den tætte og karakteristiske struktur, som stadig præger Nordby i dag.

Forklaringen ligger længere tilbage i historien. Oprindeligt fandtes der fire landsbyer på Nordøen: Mårup, Nordby, Søby og Glistrup. I 1300-tallet blev flere af disse landsbyer overfaldet og brændt ned. Som følge heraf samlede beboerne sig gradvist i Nordby, som udviklede sig til det naturlige og tryggeste samlingspunkt i området. Over tid voksede byen sig større end de fleste andre landsbyer i landet.

Nordby Kirke blev opført i 1200-tallet og ligger lidt uden for selve landsbyen. Sammen med gadekæret, de gamle brønde og det markante klokketårn fra 1857 fortæller den historien om et sted, hvor fællesskab og hverdag har haft stor betydning gennem generationer.

Landskabet omkring Nordby er let kuperet og åbent. Her ligger bakker, marker og levende hegn side om side, og tæt på byen finder man Ballebjerg, Samsøs højeste punkt, med udsigt over både land og hav. Området har altid været præget af landbrug og natur, og det mærkes stadig i tempoet og stemningen.

I dag er Nordby en levende landsby med dagligvarebutik, spisesteder og små lokale initiativer. Byen er ikke et museum, men et sted, der stadig leves i. Her mødes fastboende og gæster i hverdagen. Historien er ikke noget, man læser sig til, men noget, man bevæger sig rundt i.

Naturen.

Samsø er ikke blot smuk og idyllisk, den rummer også en varieret og lettilgængelig natur, som spænder fra kystlandskaber og åbne marker til skove, bakker, hedelandskab og vådområder (vadehav). Ø-en har både sandstrande, stenstrande, klinter og lavvandede kystområder, som egner sig til badning, vandring og naturoplevelser året rundt.

I nord findes mere kuperet terræn med bakker og udsigtspunkter, herunder Ballebjerg, som er øens højeste punkt. I den sydlige del er landskabet mere fladt og præget af landbrug, enge og åbne vidder. Samsø har flere skovområder, blandt andet Brattingsborg Skovene, som rummer både løv- og nåleskov samt afmærkede stier.

Øen har et rigt dyre- og planteliv. Der er gode muligheder for at observere fugle, især i kystnære områder og vådområder, og sæler ses jævnligt langs kysterne.

Samsø er også kendt for sit landbrug, hvor marker, grøfter og levende hegn er en tydelig del af landskabet. Lokalt producerede grøntsager kan købes ved de mange vejboder rundt omkring på øen.

Naturarealerne på Samsø er generelt lette at færdes i, og mange områder er tilgængelige til fods eller på cykel. Kombinationen af korte afstande, åbne landskaber og kystnær beliggenhed gør det muligt at opleve mange forskellige naturtyper på relativt kort tid.
Naturen på Samsø er ikke vild på afstand. Den er tæt på, blød, åben og til at være i.

Aktiviteter.

På Samsø bestemmer du selv tempoet.

Du kan cykle øen rundt, bade fra stranden, sejle, vandre, smage dig frem – eller gøre meget lidt.

Aktiviteterne her er ikke pakket ind i programmer.
De opstår naturligt, fordi omgivelserne inviterer til dem.

Samsø tilbyder en bred vifte af aktiviteter for både familier, par og individuelle gæster. Øens overskuelige størrelse gør det let at kombinere flere oplevelser på samme dag.

Bæredygtig golfferie.

Samsø’s seaside golfklub ligger blot 4 km. fra klimaferie.dk. Og selvom golfferie og bæredygtighed ikke nødvendigvis rimer, så er det anderledes med Samsø golfklub. Klubben modtog i 2015 golfsportens miljøpris og har en ambition om at være Danmarks mest bæredygtige golfklub og CO2 neutrale i 2030.

Læs mere om de indsatser der er gjort over en lang årrække på golfbanen på golf.dk og på energiakademiets hjemmeside

En ting der måske overrasker nogle er, at golfspillere elsker naturoplevelsen når de går en runde på golfbanen. Det viser en undersøgelse fra Players1st og som er beskrevet i en artikel på DGU’s hjemmeside. Og når det kommer til naturoplevelsen ligger Samsø golfklub i top 3 i Danmark. Se artiklen på DGU’s hjemmeside her.

Du opnår reduceret greenfee når du overnatter hos Klimaferie.dk

Cykling og vandring

Der er gode muligheder for cykling og vandring med afmærkede ruter, der forbinder byer, kyststrækninger og naturområder. Cykeludlejning findes flere steder på øen, og terrænet er generelt velegnet til alle niveauer.

Badning, strandophold, kajak, paddle board og sejlads

Øens kystlinje giver mulighed for badning, strandophold, kajak, paddle board og sejlads. Flere strande er lavvandede og børnevenlige. Der findes desuden faciliteter til lystfiskeri, både fra kyst og båd.

Kultur og historie

For gæster med interesse for kultur og historie byder Samsø på kirker, herregårdsmiljøer, lokale museer og historiske seværdigheder, herunder gravhøje og kulturmiljøer spredt over øen.

Gårdbutikker & fødevareudbud

Samsø er kendt for sit lokale fødevareudbud, og gæster kan besøge gårdbutikker, deltage i smagninger, købe lokale specialiteter og spise på øens restauranter og caféer. I sæsonen afholdes markeder og mindre events.

Wellness og roligere aktiviteter

Der er også mulighed for wellness og roligere aktiviteter, herunder yoga, behandlinger og ophold med fokus på afslapning. For børnefamilier findes legepladser, strandaktiviteter og arrangementer målrettet børn i ferieperioder.
Aktiviteterne på Samsø kan tilpasses både korte ophold og længere ferier og giver mulighed for en varieret ferie med natur, kultur og lokale oplevelser.

Samsøs havne.

Havnene er øens puls.

Her lægger både til og fra. Her mødes fastboende og besøgende.
Du mærker Samsø tydeligt her: I overgangen mellem land og hav, arbejde og ferie, hverdagsliv og langsom tid.

Samsø har flere aktive havne, som fungerer som både ankomststeder, samlingspunkter og lokale serviceområder for gæster og sejlere. De største og mest benyttede havne er Ballen Havn, Langør Havn og Sælvig Havn.

Ballen Havn er øens største havn for lystsejlere og et centralt mødested for besøgende. Her findes restauranter, caféer, isboder, butikker, dagligvareindkøb og gode faciliteter til gæstesejlere. Havnen har badefaciliteter, legeplads og arrangementer i højsæsonen.

Langør Havn ligger på øens nordlige side og er kendt for sit mere rolige havnemiljø. Havnen benyttes primært af lystsejlere og lokale fiskere og har basale faciliteter, spisested og adgang til strand og naturområder.

Sælvig Havn fungerer primært som færgehavn for ruten Hou–Samsø, men har også faciliteter for gæstesejlere. Området omkring havnen giver adgang til stier, kyststrækning og kort afstand til landsbyer og overnatning.

På alle havne er der mulighed for at opleve det daglige havneliv med både, færger, fiskeri og maritime aktiviteter. Havneområderne er offentligt tilgængelige og anvendes både af lokale og gæster til ophold, spisning og som udgangspunkt for ture rundt på øen.

Spisning og shopping.

Samsø smager af noget.

Lokale råvarer, sæsoner der respekteres, og mad, der ikke skal forklare sig selv.
Øens butikker og spisesteder er små, personlige og drevet af mennesker, der bor her. Du køber ikke bare noget – du støtter noget.

Det giver en anden form for tilfredshed.

Herunder kan I se lidt af det Samsø tilbyder af muligheder.

Lokale varer, gave- og specialbutikker.

Samsø Gårdbutik Svanegården
Stor gårdbutik med lokale produkter, uldvarer, gaveidéer og brugskunst.

Smagen af Øen
Butik med lokalproducerede fødevarer og specialiteter som snacks og delikatesser.

Duften af Samsø
Urte- og duftbutik med små gaver og produkter inspireret af øens natur.

Samsø Bær
Gårdbutik med friske, lokale bær og sæsonprodukter.

Eskehus Samsø
Kunst- og hobbybutik i Brundby med lokalt præg.

Red Cross Op Shop
Genbrugsbutik for dig, der holder af second-hand og skattejagt.

Specialinteresser.

Ny Form
Butik med sport, fritid og outdoor-udstyr.

Samsø Grej
Specialbutik med jagt- og fiskeriudstyr.

Samsø Island Distillery
Lokalt destilleri med mulighed for køb af spiritus og souvenirs.

Mode & livsstil.

Tøj og accessories

Buur – Items & Clothing – Coffee
Stilsikker mode- og livsstilsbutik midt i Tranebjerg med danske mærker, accessories og café.

Tøjhuset
Klassisk tøjbutik med et bredt udvalg til både mænd og kvinder.

Depotet
Tøjbutik med fokus på design, funktionelt tøj og fritidsbeklædning.

Store Island
Mode- og livsstilsbutik med et kurateret udvalg af brands.

ØBO
Lokal livsstilsbutik i Nordby med ø-inspireret design, merchandise og gaveartikler.

Dagligvarer og praktisk shopping.

SuperBrugsen i Tranbjerg
Større supermarked med bredt udvalg af dagligvarer.

DagliBrugsen i Ballen
Mindre dagligvarebutik centralt i Ballen.

Der findes også Netto og andre dagligvarebutikker på øen, særligt i Tranebjerg.