Skabt med omtanke

Et ophold i samspil med naturen

Feriehusene ligger ved Energiakademiet på Samsø og er en del af øens mangeårige arbejde med vedvarende energi. Her bor I ikke bare tæt på naturen, men midt i den. Området er en del af Samsøs mangeårige arbejde med vedvarende energi.

Energien produceres tæt på boligerne gennem solceller, batterier og varmepumper, så produktion, lagring og forbrug hænger sammen og energibehovet kan dækkes lokalt.

Denne side er for jer, der gerne vil læse mere om, hvordan bæredygtigheden bag rammerne fungerer.

Grøn strøm fra solceller og batterier

Energien produceres lokalt. Solceller på bygningerne leverer strøm, som i samspil med batterier og varmepumper gør boligerne netto selvforsynende over året. Når energiproduktion, lagring og forbrug tænkes sammen fra begyndelsen, kan energibehovet dækkes lokalt og effektivt.

Produktionen fra solcellerne varierer over døgnet, og det samme gør forbruget. Derfor er energisystemet opbygget til at udnytte forskydningen mellem, hvornår energien produceres, og hvornår den bruges. Energi der ikke anvendes med det samme, lagres i et stationært batteri, i buffertanke og i termonet, så energien er til rådighed, når der er behov for den. Selv sauna og vildmarksbad indgår som en del af energiløsningen.

Batterier, buffertanke og intelligent styrede varmepumper arbejder sammen og skaber fleksibilitet i systemet. Det gør det muligt at fordele energiforbruget over tid og tilpasse det efter både produktion og belastning på elnettet. For jer som gæster betyder det stabile temperaturer og et energisystem, der arbejder stille i baggrunden.
Det stationære batteri er koblet på elnettet og kan oplades på tidspunkter med lav belastning eller overskud af vedvarende energi. Det bidrager til en effektiv udnyttelse af energien og understøtter stabiliteten i elnettet.

Genbrugte elbilbatterier

Batteriløsningen er baseret på genbrugte elbilbatterier. Når batterier tages ud af elbiler, har de fortsat en høj restkapacitet og kan anvendes i mange år som stationære energilagre.

Når batterierne når deres end of life, sendes de til genanvendelse, hvor mere end 90 % af materialerne kan bruges til fremstilling af nye batterier.

Grøn strøm handler ikke om maksimal selvforsyning på papiret, men om et robust energisystem, der fungerer i praksis. Et kredsløb, hvor lokal produktion, lagring og forbrug hænger sammen og understøtter et afslappende og klimavenligt ophold.

Termonet

Termonettet er det fælles energisystem til opvarmning, varmt brugsvand og køling. Systemet udnytter den stabile temperatur i jorden, hvor brinen cirkulerer mellem bygningerne ved jordens naturlige temperatur i stedet for traditionel højtemperatur-fjernvarme.

Man kan tænke på termonettet som et kollektivt jordvarmeanlæg, hvor ressourcerne deles, og hvor systemet samtidig giver mulighed for køling i de varme måneder. I sommerperioden, hvor boligerne køles, regenereres termonettet, så det yder bedre varme i vintermånederne end traditionel jordvarme.

Termonet er en stille løsning, der ligger under jorden og arbejder i baggrunden. Det er designet til at fungere over tid med lavt energitab og giver stabile temperaturer og mulighed for køling i et energisystem, der er tilpasset både boligerne og omgivelserne.

Termonet

Moderne byggemetoder og bæredygtige materialer

Boligerne er opført med én klar ambition. At skabe ferieboliger, der fungerer i praksis og belaster klimaet mindst muligt, både under opførelsen og mange år frem.

Husene er opført som modulbyggeri under kontrollerede forhold på fabrik. Det sikrer en ensartet høj kvalitet og reducerer risikoen for fugt, råd og svamp. Samtidig mindskes affald, transport, støj og spild på byggepladsen.

Boligerne er placeret på skruefundamenter i stedet for beton. Det reducerer CO₂-belastningen, minimerer indgreb i jorden og gør byggeriet mere skånsomt for naturen. Overskydende jord er genanvendt lokalt til mindre terrænregulering og landskabelige elementer.
Materialerne er uorganiske og valgt med fokus på sundt indeklima, lang levetid og lavt vedligehold. Der anvendes ikke giftige stoffer, og byggeriet er godkendt til Svanemærket byggeri og ligger foran den frivillige bæredygtighedsklasse.